Så er det tid til nyt!

Har været væk fra lille Danmark i 2 uger nu og det føles som 2 måneder- mindst!!
Imorges rejste "min familie" til Kampala, hvor de skal være indtil på fredag. De skal til den store datters graduation party og de spurgte mig også om jeg ville med. Men jeg har ikke det store behov for en Kampala tur lige nu, har heller ikke lyst til at skulle være væk fra ungerne i så mange dage og sidst men ikke mindst, er det da meget dejligt, at få lov at være alene hjemme ;-)
Ikke at de ellers er så meget hjemme. Mor Mary har sin egen butik i byen og arbejder hver dag til ca. kl. 20 og Sera er tit nede og hjælpe hende og så kommer de hjem sammen.
En "typisk" dag for mig ser ca. sådan her ud: står op ved en 7-8 tiden, tager et varmt (balje) bad og spiser noget morgenmad som oftest består af matoke (madbananer som er kogt/stegt) eller kartofler og evt. æg, frugt eller andet.
Ved 9- tiden går jeg så op til Family Spirit. Vi har ingen fast møde- eller gå hjem tid, det styrer vi selv. De er bare glade for den tid vi er der :-)
Så leger vi med ungerne og de elsker den opmærksomhed vi giver dem og man har nærmest konstant 3-4 unger hængende på sig :-)
Ved 14- tiden spiser vi frokost som hver dag består af posho (majsmel og vand) og bønner- rimeligt kedeligt men det mætter!!
Alt efter hvor trætte vi er og hvor varmt det er, følges Caroline og jeg ofte hjem sammen et sted mellem kl 16 og 18.
Efter sådan en dag er man intet mindre end møgbeskidt så det er direkte hjem og i koldt brusebad og vaske tøj! Så går jeg som regel et smut ind "til byen", det tager 5-10 min. Går så enten på cafe eller bare i supermarkedet og får tanket op med div. drikkevarer osv. Og så går turen meget ofte også forbi markedet hvor jeg får mig en frisklavet Rolex, som er to chapatier rullet sammen om en omelet! Mums- det er fantatisk og så koster den kun 3 kr :-)
Så går turen hjem og så sidder jeg og læser, skriver dagbog eller blog og når Sera så kommer hjem, så ser vi som regel noget fjernsyn. Hun følger med i de fleste af de utroligt dårlige soaps der bliver sendt. Det er både ugandiske men også latinamerikanske, som er duppede og hvis nogen af Jer nogensinde har været i Latinamerika, så ved I hvor helt ubeskriveligt dårlige deres soaps er!! Og så først henad ved 23.30 tiden bliver aftensmaden serveret og så går alle på hovedet i seng bagefter. Jeg har prøvet, at forklare Mary at det for mit vedkommende er meget sent, at spise men der er ikke rigtigt sket nogen forandring. Så nu forsøger jeg at få maiden til at lave mad noget tidligere de næste par dage, hvor jeg er alene hjemme og så må jeg jo tage en snak med Mary igen, når de kommer tilbage.
Aftenmaden består ofte af ris og enten fisk eller bønner og de spiser også nogle gange oksekød men det har jeg pænt takket nej til. Det består mest af brusk, fedt, ben med lidt kød på, så jeg har bare sagt at jeg ikke spiser kød og det var også fint nok. Som I jo nok kan fornemme så er maden meget ensformig og heller ikke vanvittigt spændende men man bliver mæt og det er jo det vigtigste. Men igår trængte jeg til noget andet og flottede mig med en tur på byens fineste hotels restaurant, hvor jeg spiste avocado til forret og Chicken Masala til hovedret. Lækkert men også meget dyrt ift. normale Uganda priser- det kostede ca. 50 kr inkl en cola!
Og så til en trist nyhed lige her på falderebet: den lille Thomas som jeg også har skrevet om før blev indlagt på hospitalet idag :-(
Allerede i sidste uge tog Birgit ham med derind til et tjek fordi han bliver ved med ikke at tage på og han vokser ikke ordentligt. Det viste sig så, at han både havde malaria, orm og en medfødt hjertefejl!!
Han fik så noget medicin mod malaria og orm men det med hjertet var så alvorligt, at de mente han skulle på hospitalet i Kampala. Problemet er bare, at der ikke rigtigt er nogen som kan tage ham dertil, før om et par uger! I forgårs begyndte han så at blive syg, ville ikke spise og drikke, havde ondt i maven, besværet vejrtrækning og havde det bare rigtigt skidt, så vi blev selvfølgelig bekymrede fordi han i forvejen er så svag. Det endte så med at Caroline og jeg tog på hospitalet med ham og her mente lægen ikke at det var maven ham havde ondt i men derimod hjertet og at det også var derfor at han trak vejret så besværet! Vi fik så noget forskelligt medicin med som skulle kunne hjælpe lidt i tiden indtil han kom på hospitalet i Kampala.
Igår morges da vi så kommer om morgenen, spørger vi om Thomas har fået sin medicin. Vi ved af erfaring og hvad vi har hørt fra andre, at de ikke bare her men i det hele rundt omkring på børnehjemmene er rigtigt dårlige til at huske, at give børnene medicin på de rigtige tidspunkter og det er jo, især med f.eks Hiv medicin virkeligt uhensigtsmæssigt! Det viser sig da også at den flaske med noget af Thomas' medicin allerede er gået i stykker og de har ikke lige fået købt noget andet. Lidt senere på dagen er der så en som vil give Thomas noget afføringsmiddel, da de mener at han ikke har været på toilettet i flere dage og at det er derfor, at han har ondt i maven! Uden at spørge Caroline eller jeg som ellers altid er dem, der hjælper ham på toilettet og også på trods af at lægen har sagt, at det ikke var maven men hjertet! Desuden stod der på pakken at det ikke skulle gives til børn under 10 år uden lægens tilladelse!! Puha, det er altså noget frustrerende sådan at være vidne til men det eneste man kan gøre er jo, at prøve at holde lidt styr på det så længe man er der men det er jo også svært! Idag var den lille stakkel fortsat syg og ville hverken spise eller drikke, så det endte med at Birgit fik alle overbevist om, at han skulle indlægges, så han kunne komme ind og få noget væske iv. Nu skal han så være der i 2 dage og så krydser vi allesammen fingre for, at de vil overflytte ham til Kampala, så ham kan få undersøgt hjertet ordentlig. Men så langt, så godt!
Jeg håber det ender godt med ham men med så få ressourcer, som der er her og med sådan en syg og svag dreng som ham, så tvivler jeg på at det nogensinde bliver rigtigt godt. Ikke nok med at han er fysisk syg er han tydeligvis også meget præget psykisk af sin opvækst. Han blev fundet i en skraldespand for et par år siden og havde tilsyneladende boet på gaden men ingen ved rigtigt hvad der er sket. Det var en hvid som fandt ham og tog sig af ham i starten og derfor er han også mest tryg ved hvide og hænger derfor altid ved Caroline eller jeg. Han er en meget sørgelig lille skæbne og heldigvis er han den eneste, som har det så skidt. Mange af de andre børn har også nogle forfærdelige historier med sig men er slet ikke præget af det på samme måde. Som udgangspunkt og efter omstændighederne er de fleste af børnene faktisk meget glade og harmoniske :-)
Det blev til en længere smøre og må være nok for denne gang!