Personaletoilettet på Family Spirit!

Det kommer jeg ikke til at savne ;-)

Tre børn i en balje!

Amos, Dixon og baby Daphne.

Susan, Isaac og deres søn Jakob.

Susan er gravid igen og de venter deres andet barn her til maj/juni :-)

En gris!

En griseunge skal transporteres ud på farmen og dette er åbenbart måden at gøre det på... Man behøver vel næppe at nævne at dyrevelfærd ikke er noget af det man går mest op i hernede og det forstår man jo faktisk godt, når man ser hvor meget folk skal kæmpe bare for at få mad på bordet hver dag!

Sidste dag i Masindi!

Så kører Masindi på allersidste vers, idag er sidste dag på Family Spirit og dagen hvor jeg skal sige farvel (eller snarer på gensyn, for jeg har en plan om, at komme på besøg) til alle de kære unger!!
Men jeg føler mig faktisk klar til at komme videre, Masindi er jo en lillebitte flække af en by, hvor der godt nok ligger nogle restauranter, natklubber, marked og butikker men de 2-3 største supermarkeder er ikke større end min lokale kiosk og de har allesammen de samme ting.
Så nu glæder jeg mig faktisk til Kampala, hvor jeg skal shoppe, spise go' mad og en tur i biffen! Altsammen ting som jeg savner meget :-)
De sidste par uger (efter de to nye volontører, Nanna og Camilla er kommet) har vi prøvet at få idræt sat på skemaet for alle klassetrinene. Hver dag var der mindst 10 børn der kom og spurgte os, om vi ikke kunne tage dem ud til PE (physical education ) og vi gik så ind og snakkede med læreren i den pågældende klasse, som vi ville tage ud og de sagde oftest ok til det. Men det var jo lidt noget rod for der var jo ikke noget system i det og det kan vi danskere jo godt lide ;-) Så vi fik lavet et skema, så nu kommer hver klasse ud én gang om ugen og så spiller vi enten bold eller leger lege. Børnene nyder det og selvom PE godt nok stod på deres skema før, så kom de aldrig ud.
Noget tid før jeg kom til Family Spirit, startede en schweizisk NGO, "Lights For The Forgotten Children", et hygiejne projekt op. Så der er nu blevet stillet en stor tønde med vand op, så børnene kan vaske hænder, når de har været på latrinen og der er lavet låg til alle latrinerne. Derudover har de sponsoret en omfattende renovering og der er blevet skiftet mølædte madrasser ud og mange af sengene er også skiftet, da de var næsten levende af bedbugs som sad i træet. Så er bygningerne blevet malede og de er igang med at bygge flere sovesale, da der ikke er plads nok i de gamle. Organisationen sponsorer også sæbe og andre daglige fornødenheder som ikke inkl. mad. Family Spirit har ingen penge selv og overlever udelukkende pga velgørenhed og sponsorater. De seneste måneder har de nærmest kun fået mad fordi Caroline lavede en indsamling i Danmark og derfor har haft mulighed for at købe en masse mad. Hun fik ikke brugt alle pengene inden hun tog afsted og overgav dem derfor til mig. Så igår var jeg med Isaac inde i byen og vi fik købt for næsten 2000 danske kroner(!) bønner, ris, olie, tomater og løg. Så nu kan de klare sig lidt igen.
Før i tiden købte de alt deres mad men de er godt igang med at blive selvforsynende. De har fået en farm hvor de bla. dyrker majs som de jo bruger til alle tre måltider. Det er derfor man jo også kan se Caroline og jeg sidde og "pille" majs på nogle af billederne. Før i tiden købte de majsmel og det var jo alt for dyrt ift. at dyrke og male selv. Lige nu har de også sået en masse grøntsager i haven på Family Spirit som så skal ud på farmen senere.
Så til en lille solstrålehistorie:
Kan I huske lille Thomas som jeg skrev om i starten, som var syg og kom på hospitalet? Han var jo på hospitalet i Kampala og kom tilbage til Masindi her i weekenden.
Han bor nu hos Claire som arbejder for den schweiziske ngo, da han ikke er helt på toppen og fortsat trænger til ro og pleje. Men jeg var henne og besøge ham igår og det var så dejligt, at se ham! Han har virkelig taget på og var jo nærmest i go' stand og glad og smilende. Jeg ved faktisk ikke om han kunne kende mig og Claire fortalte også, at han faktisk har svært ved at huske ting og personer fra før indlæggelsen, fordi han faktisk var så syg som han var. På hospitalet i Kampala, havde de fundet ud af, at det ikke var en hjertefejl han havde men sickle-cell disease, som han så nu får medicin for!
De regner med, at han skal blive hos Claire i ca. 4 måneder og så stille og roligt begynde at vænne sig til Family Spirit igen. Glæder mig allerede til, at se hvordan det går med ham, når jeg kommer tilbage på besøg :-)
Jeg ville egentlig også ha' skrevet om min tur til Murchison Falls i weekenden men det må blive næste gang, for nu skal jeg op og sige farvel til alle mine unger!!

Uventet besøg!

Det er torsdag aften, jeg ligger i min seng og skal til at sove, klokken er godt nok ikke mere end ca. 21.30 men strømmen er gået, jeg har hovedpine og er gået lidt død i min bog. Skal lige ud og tisse af inden jeg lægger mig til at sove og mens jeg sidder dér stille og fredeligt på toilettet, spæner en rotte frem bagfra toilettet, forbi mine fødder og ind på mit værelse!!! Og nej, det var altså ikke bare en sød lille mus, som dem jeg havde accepteret at dele værelse med da jeg boede hos familien og som man kunne høre nusse rundt hver nat. Nej, det var en ægte afrikansk vild rotte!!! (Dog ikke ligeså stor som en gennemsnits københavnsk kloakrotte men stadig...). Den befandt sig nu altså på mit værelse og jeg var tæt på at gå i panik! Så jeg løber, kun iført håndklæde og pandelampe, ned i receptionen og fortæller at der er en rotte på mit værelse og de må gøre noget! Hvorefter jeg selvfølgelig bare bliver mødt med høj latter! Hun spørger om jeg er bange for rotten og jeg svarer selvfølgelig ja og at jeg ikke har nogen intentioner om, at lægge mig til at sove før den rotte er ude af mit værelse. Da hun så er færdig med at grine kalder hun på altmuligmanden/bartenderen, som også tidligere på aftenen har været oppe og lave en lampe hos mig, som var i stykker. Og senere bliver jeg enig med mig selv om, at rotten nok er kommet ind da han var oppe tidligere på aftenen, hvor døren stod åben i lang tid mens det var mørkt og det regnede udenfor. Anyway, han går med mig op, han har en lommelygte og begynder at kigge alle steder og løfte alting alt imens jeg selvfølgelig står oppe på sengen (meget kvindagtigt, jeg ved det men husk på, det var en ægte afrikansk vild rotte og man kan aldrig være på den sikre side med dem!). Han prøvede ellers at berolige mig ved at sige, at den ikke spiste mig og at den var mere bange for mig end jeg for den. Ja, ja, ja...
Nå, men han finder altså ikke denne her skide rotte og det ender med at han forlader mig kun bevæbnet med hans tlf. nr. så jeg kan ringe til ham, hvis den dukker op. Han mener at den allerede er løbet væk og det hjælper ikke rigtigt noget, at jeg prøver at forklare ham, at der ikke er nogen steder den kan løbe hen! Døren var jo lukket da jeg var nede i receptionen. Men det er jo også let nok for ham bare at gå, han skal jo ikke tilbringe natten med en rotte (eller det skal han måske men han er vel vant til det...)! Så jeg må jo fortsætte eftersøgningen alene og jeg har ikke mere end lige lettet på min rygsæk som ligger på gulvet før rotten spæner frem og ud på badeværelset. Jeg skynder mig at lukke døren derud og ringer med det samme efter min nye bedste ven. Da han så kommer går jeg ind på værelset og barrikadere mig bag den lukkede dør, både selvfølgelig for at rotten ikke skal løbe derind igen men også for at være i sikkerhed. Lidt efter råber han at nu er den løbet ud og jeg kan også komme ud. Jeg spørger ham selvfølgelig om ham nu er helt sikker på, at den er væk og skal også lige inspicere badeværelset inden han går. Det er heldigvis rotte frit og jeg kan nu endelig gå i seng og sove. Men jeg har jo fortsat totalt paranoia og ligger der og tænker på om en rotte mon kan forcere et myggenet osv i den dur. Jeg kommer så også i tanke om, at jeg hernede har hørt dem omtale både mus og rotter som "rats" og så er der selvfølgelig ikke så meget, at sige til at hun grinede af mig i receptionen, hvis hun troede jeg var bange for en mus. Og jeg behøver vel næppe heller at nævne, at hun fortsat griner af mig hver gang hun ser mig selvom det altså er ved at være nogle dage siden nu!
Men jeg er altså næsten kommet mig ovenpå mit store rotte eventyr, selvom jeg selvfølgelig altid lige kigger bag toilettet inden jeg sætter mig, hvis nu der skulle sidde en lille fætter.
Nok om rotter, idag skal jeg ud og se rigtige vilde, afrikanske dyr. Skal til Murchison Falls National Park, hvor vi skal på to game drives, trekke op til vandfaldet og på bådtur. Vi skal være væk til imorgen aften og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme ud og opleve noget og bare se noget andet :-)

Random pics!

Drengen i den blå skjorte er Alfred, som fik taget jiggers ud af fingrene i sidste indlæg. Han er så sød og har åbenbart glemt alt om, at jeg var med til at pine ham, for han smiler altid så sødt til mig :-) Måske han husker, at jeg købte juice og kage til ham?! ;-)

Random stuff!

Så er det blevet søndag og idag står den bare på tøjvask og afslapning!
Imorges fulgte jeg Caroline til bussen mod Kampala- hun havde sidste dag på Family Spirit igår så det var lidt trist og mærkeligt, man har trods alt været sammen hver dag i 5 uger!
Der var også forberedt den store afskedscermoni på Family Spirit igår med sang og dans og taler og jeg fik da også knebet en lille tåre eller to.
Vi havde købt æg og chapati og slikkepinde til børnene og det var lidt kaotisk men de blev så glade :-)
Gruer for min egen afsked som jeg efterhånden også synes nærmer sig med hastige skridt! 3 uger har jeg tilbage nu her i Masindi.
Der kom jo så også to nye voluntører i sidste uge, så nu er det lidt underligt at det pludselig ikke længere er mig som er den nye.
I sidste weekend tilbragte Caroline og jeg hele lørdagen ved noget så luksus agtigt som en swimmingpool, hvor vi badede og slikkede sol hele dagen! Viiildt lækkert!!!
Swimmingpoolen ligger i forbindelse med en Management Club på en sukkerfabrik og det hjælper at være mzungu og ha' forbindelserne iorden for der er selvfølgelig ikke adgang for pøblen ;-)
Om aftenen var vi til middag hos en lokal vens familie og senere en tur på natklub men det endte tidligt for mit vedkommende- var alt for træt!
Vi har været ude før og det er meget stille og roligt, når man går ud her- man bliver egentlig ikke synderligt meget lagt mærke til og kan få lov at danse og være i fred, hvilket jo er rigtigt dejligt og det er jo ikke mange steder man kan sige det samme om, når man rejser som hvid kvinde.
I det hele taget er uganderne rigtigt behagelige at omgås, de er ikke pågående og agressive i deres væremåde som jeg f.eks. synes at kenyanerne og nordafrikanerne kan være det. Man får lov at gå fuldstændig i fred, når man går på gaden og folk hilser bare og er høflige. Selvfølgelig tiltrækker man som mzungu lidt mere opmærksomhed, folk kan godt finde på at stoppe op med hvad de er igang med, for så at fortsætte når man er gået forbi. Men som sagt, det er ikke på nogen ubehagelig måde, alle er høflige og venlige. Og så er der selvfølgelig alle børnene som eeeelsker at stille sig op og råbe "Bye Bye Mzungu" og vinke alt hvad de har lært. Det er jo virkelig sødt men kan også være lidt trættende i længden.
Inden jeg kom hertil havde jeg jo sådan en forventning om, at der var nogle ting som man ikke kunne snakke åbent med folk om bla politik, religion, sexualitet. Men der må man sige, at jeg har fået afkræftet mine fordomme! Heldigvis da ;-)
Politik er intet problem at tale åbent om også selv om man er imod den siddende regering og den nuværende præsident (som jo efterhånden også har siddet på magten i ca. 25 år) så man forstår jo godt hvis folk trænger til lidt forandring og at de synes tingene er gået for meget i stå. Jeg prøver at følge lidt med på den politiske front og har læst en helt fantastisk bog mens jeg har været hernede som har givet mig et godt indblik i landets historie og politik og så læser jeg en af de lokale aviser et par gange om ugen. Det gør det lidt mere interessant, synes jeg, når man kan følge med på den front også.
Mht religion så har jeg været ret åben omkring, at jeg ikke tror på Gud, når snakken er faldet på religion. Det kan de virkelig ikke forstå men de griner bare og synes nok, at man er lidt småtosset. Og hvis jeg ikke tror på Gud, hvem har så skabt verden??! Og om jeg godt er klar over at jeg kommer i helvede, hvis jeg ikke tror på Gud? Så prøver jeg at forklare, at jeg heller ikke tror på himmel og helvede. Endnu engang et uforståeligt grin men alligevel accept.
Mht HIV og AIDS som jo er et relativt stort problem hernede, så troede jeg egentlig, at det var meget større tabu end det er. Jeg er slet ikke i tvivl om, at man bliver stigmatiseret hernede hvis man er smittet, ligesom alle andre steder i verden men åbenheden omkring sygdommen er trods alt større end jeg troede. I fjernsynet er der hele tiden små indslag om Hiv og om at man skal beskytte sig og der er også reklamer for kondomer.
Family Spirit er jo startet af Susan og Isaac som begge er hiv smittede og som står for den daglige "drift" og de går meget op i åbenheden omkring det. I sidste uge var der nogle folk ude fra en lokal klinik, som fortalte alle børnene, som var blevet samlet under et stort træ, om hiv og aids, hvordan man bliver smittet osv. Bagefter var der så mulighed for, at dem som ikke kendte deres status, kunne blive testet. Jeg tror faktisk, at de fleste valgte at blive testet og det var jeg ret positivt overrasket over! Hvis børnene så er smittede er der mulighed for at de kan få rådgivning og de får også gratis medicin, når de bor på Family Spirit.

Lidt af hvert!

Billederne af majsene er for at dokumentere hvad Caroline og jeg bla. laver, når ungerne er i skole. Så "piller" vi nemlig majs, som er tørrede og som så efterfølgende skal knuses til mel, så det kan blive brugt til at lave posho som er den majs "grød" de spiser to gange om dagen.

Mit første møde med jiggers!

Dette blog indlæg er ikke for sarte sjæle, så nu er I advarede!!
Den anden dag kom der en ny dreng (Alfred) til Family Spirit men der er efterhånden så mange børn fordi ferien nu er slut og skolen er gået igang, så der er både "Family Spirit børnene" og børn fra lokalområdet som bare kommer og går i skole, så jeg lagde ikke mærke til ham før idag. Han sad hele morgenen det samme sted på trappestenen og så ikke rigtigt ud til, at snakke med nogen, så jeg tænkte lidt over hvem han mon var. Lidt senere kom jeg ud i klinikken, fordi jeg ville hente noget salve til at smøre nogle af børnenes hoveder med, da flere af dem har svamp i hovedbunden. Her sidder Susan så og er igang med at fjerne jiggers fra Alfreds fingre. Jiggers er en parasit som lever på mennesker og dyr. Den lever inde under huden som regel på fødderne og på hænderne omkring neglene. Den kommer fra beskidt/forurenet jord og derfor er det ofte fødder og hænder der bliver angrebet fordi mange fattige børn ikke har sko på og leger i den beskidte jord. Parasitten lever så inde under huden og æder nærmest bare fingre og tæer så man får store åbne sår og risikoen for infektion er selvsagt meget stor!
Susan var så igang med at fjerne de her jiggers med en sikkerhedsnål og et sløvt barberblad. Jeg vil lige fortælle med det samme, at det er åbenbart er helt normalt hernede, at det er noget man selv fjerner, da det lokale hospital bare ville sende en hjem med antibiotika og besked om selv at fjerne dem. Og Susan var ihvertfald ret rutineret i at fjerne dem, kunne jeg se. Jeg behøver selvfølgelig ikke, at nævne at denne her 10-årige dreng overhovedet ikke var bedøvet eller noget og han stod selvfølgelig og græd hjerteskærende. Jeg stod og prøvede, at trøste ham samtidig med, at jeg selvfølgelig fulgte interesseret med i hvad Susan lavede og hun fortalte hvordan man kunne se parasitterne. Når hun så fandt dem gravede hun dem ud og vupti, så kom der lige sådan en hvid satan ud, ca. 5 mm i diameter vil jeg tro. Drengens fingre var helt ødelagte af de har sataner og for hver jigger hun fik hevet ud, var der bare et stort åbent sår tilbage, så jo flere hun hev ud jo værre så det jo ud men ud skulle de!! Og drengen skreg mere og mere, det var helt forfærdeligt og da det var værst var vi to om, at måtte holde ham. Jeg tror, at hun fik omkring 10-14 jiggers ud af begge hans hænder men der sidder stadig nogle tilbage men det gør alt for ondt, når der sidder flere i det samme sår, så vi må vente med de sidste. Tilsidst fik han vasket og renset hænderne og det gjorde næsten lige så ondt! Jeg havde så ondt af den stakkels dreng men han var fandme sej!!! Jeg skyndte mig ud og købte en juice og en mandazi (kage/bolle) til ham bare som et lillebitte plaster på såret. Men han blev glad for det og på trods af, at jeg troede at han ville hade mig forever and ever, så gik der faktisk ikke mere end et par timer før han stille og roligt begyndte, at lege med de andre børn og så smilede han til mig!! Puha, han smilede- det var fandme dejligt, at se!!!!
Men desværre har han også jiggers på fødderne og Susan ville lige gi' ham lidt fred til at lege og så ville hun gå igang med dem! Så var jeg den der var smuttet- det kunne jeg ikke lige klare mere af... Er spændt på at se om hun har fået det ordnet imorgen og er især spændt på hvordan han har det!
Susan fortalt om endnu værre tilfælde end dette men dette var slemt nok i min verden. Har ikke taget nogle billeder af det, selvom jeg på en måde faktisk var ret fristet af det, så jer der vil se hvordan sådan noget ser ud, må selv lige Google det.
Måske jeg lige skulle fortælle, at Alfred boede med sin far som ikke kunne tage sig ordentligt af ham (og har derfor gået rundt med jiggers i fingre og fødder i ca 6 mdr.) blev bragt til Family Spirit af en nabo.