Så blev det endelig dagen, hvor jeg skulle møde bjerg gorillaerne og det levede da også fuldstændig op til forventningerne! En helt fantastisk oplevelse :-)
Vi startede imorges kl. 8.30 og gruppen bestod af 7 taiwanesere (eller hvad man nu hedder, når man kommer fra Taiwan) og så mig. Og så selvfølgelig guiden, to rangere, to trackere (som var startet tidligere, for at lokalisere gorillaerne) og så en porter til hver af taiwaneserne!!
Jeg kunne nu godt bære min taske selv ;-)
Det skulle ret hurtigt vise sig, at man ikke kom sovende til det- heldigvis da, for det er jo det der gør det sjovt og interessant! Trackerne fandt gorillaerne men de var i bevægelse, så vi måtte jo bare halse efter. Trackerne gik forest og fulgte gorillaernes spor og deres lort, så der var altså ingen sti, så de huggede sig vej med en machete og så gik det ellers op i bjergene og igennem junglen! Men gorillaerne var hurtige og det kan man ikke sige vi var.
Taiwaneserne var midaldrende og specielt én af dem skulle vi vente på oftere og oftere og længere og længere tid, jo højere vi kom op.
Bærerne hjalp ikke bare med at bære men også med at støtte og gi' en hånd, når turen var hård. Og ham her endte med næsten at blive skubbet og slæbt af to bærere, før han gav op og sagde at han ville stoppe. Så skulle guiden ha' fat i 911- teamet som er nogle folk, der for ca. 350$ kommer og bærer dig på en båre, hen til gorillaerne og tilbage igen!! Vi var stadig ikke kommet til toppen af bjerget men var ret højt oppe på dette tidspunkt og havde hiket i ca. 2 timer og man kunne nu tydeligt høre gorillaerne, så det var lidt nederen, at man var tvunget til bare at stå stille og vente. Også fordi man vidste, at gorillaerne var i bevægelse, så det villle bare tage os endnu længere tid, at nå hen til dem, jo længere vi bare stod stille. Efter ca. 1/2 time fik vi lov, at gå videre stille og roligt selvom "911" ikke var kommet endnu. Vi gik ca. 1/2 time før jeg kiggede op i et træ et godt stykke væk og så de første gorillaer og gjorde selvfølgelig opmærksom på dette. Hvorefter en af porterne siger:" nej, nej det er bare chimpanser". Nå, okay-pinligt!
Men det skulle så altså hurtigt vise sige, at det var gorillaerne og at han vist bare ville lave sjov med mig?! Hmmm...
Reglerne når man kommer hen til gruppen er, at man ikke må gå tættere på end 7 meter og man bliver der 1 time og så skal man gå tilbage, for ikke at stresse dyrene for meget.
Der er to eller tre gorillaer oppe i træet og da vi kommere tættere på finder vi en lille gruppe som ligger og daser og spiser inde i krattet. Hele gruppen er på ca. 20 dyr men de deler sig ofte op, når de ligger og slapper af. Gruppen vi fandt bestod af ca. 8 dyr deriblandt den store silverback, nogle hunner og deres unger. Silverbacken var først helt skjult i krattet men kom frem efter lidt tid og man fatter jo ikke hvor kæmpestor sådan en silverback virkelig er!! Han vejer ca. 220-30 kg og er bare rigtigt frygtindgydende og imponerenede!!
Trackerne og guiden gik og huggede noget krat væk, så man bedre kunne se og komme til og selvom de havde sagt 7 m. fra starten, så tror jeg, at vi nogle gange var så tæt på som 4-5 m. Og uden at gorillaerne fortrak en mine! Det var helt fuldstændig ubeskriveligt fantastisk og jeg ved ikke hvor mange gange jeg sagde "Fuck, hvor er det vildt!!" eller ihvertfald tænkte det ;-)
Efter ca. 1 time blev silverbacken dog træt af os, tror jeg og gik sin vej igennem krattet med resten af familien i hælene! Men det var også fint, nu havde man set dem og fået taget en masse billeder selvfølgelig.
Og så forlod vi gorillaerne og gik så det allersidste lillebitte stykke op til toppen, hvor vi spiste vores medbragte frokost og så gik turen ellers nedad! Men denne gang var der dog en nogenlunde sti det meste af vejen og det gik nemt med at komme ned. Taiwaneseren blev dog stadig båret på sin båre...
Under nedstigningen kunne man se ned i landsbyen, så jeg er ret overbevist om, at det faktisk er de helt selvsamme bjerge, jeg havde udsigt til fra min hytte, som vi var oppe og klatre i!
Kl. 15 ca. var vi tilbage igen og jeg var godt træt men meget glad og tilfreds :-)
Efter en kop kaffe i campen og et hurtigt kig på billederne, var jeg klar til afgang og fik fat i min boda-boda fyr. Denne gang bad jeg ham køre pænt og ikke for hurtigt, så det gjorde han og det tog godt nok lidt længere tid men jeg fik nydt udsigten og suget det sidste af Bwindi til mig. Helt fantastisk!!
Og nu ligger jeg her på et hotelværelse i Butogota og er helt smadret af træthed, skal bare sove og så op og med bussen tilbage til Kampala kl. 4.30 i nat. Der gik godt nok også en bus her til aften som så kører hele aftenen og natten men det orkede jeg simpelthen ikke. Skal ha' en seng at sove i!!
Og så kører mit Uganda eventyr også på sidste vers nu. Har lige to dage i Kampala og så går turen ellers til Dk på fredag.
tirsdag den 6. marts 2012
mandag den 5. marts 2012
Bwindi- dag 3!
Solen bestemmer sig for at bryde frem allerede under morgenmaden, så det tyder jo godt!
Jeg har bestemt mig for én af de guidede gåture i parken fra morgenstunden og bestemmer mig for en tre timer lang tur igennem skoven op til et lille vandfald.
Begiver mig afsted kl. 9.30 i følgeskab med en guide og to Rangers, én foran og én bagved, begge udstyret med gevær, just in case man skulle møde nogle oprører ovre fra Congo som jo ligger ret tæt på eller måske nogle vilde dyr ;-) Turen igennem regnskoven er helt fantastisk, faktisk kan man jo slet ikke beskrive det med ord og billederne man tager kan jo heller aldrig retfærdigøre den fantastiske oplevelse, som det er!!
Det er ikke en svær tur men når man både skal nyde det, tage billeder og se hvor man går, så bliver det pludseligt lidt krævende og når så guiden springer afsted som en anden gazelle, ja så ender det altså med at man halser lidt bagefter...!
På turen tilbage fra vandfaldet var solen rigtigt kommet frem og der var i tusindvis af de smukkeste sommerfugle og et par aber stødte vi da også ind i på vejen! Dog ingen gorillaer ;-)
Så lige en gang frokost og så ud og gå igen! Denne gang samme vej som igår bare i solskin og med kamera. Dejlig tur :-) Og go' dag, heldigvis også varmere og mere tør end igår!
Og nu glæder jeg mig bare rigtigt meget til imorgen, når jeg skal ud og møde bjerg gorillaerne!!
Jeg har bestemt mig for én af de guidede gåture i parken fra morgenstunden og bestemmer mig for en tre timer lang tur igennem skoven op til et lille vandfald.
Begiver mig afsted kl. 9.30 i følgeskab med en guide og to Rangers, én foran og én bagved, begge udstyret med gevær, just in case man skulle møde nogle oprører ovre fra Congo som jo ligger ret tæt på eller måske nogle vilde dyr ;-) Turen igennem regnskoven er helt fantastisk, faktisk kan man jo slet ikke beskrive det med ord og billederne man tager kan jo heller aldrig retfærdigøre den fantastiske oplevelse, som det er!!
Det er ikke en svær tur men når man både skal nyde det, tage billeder og se hvor man går, så bliver det pludseligt lidt krævende og når så guiden springer afsted som en anden gazelle, ja så ender det altså med at man halser lidt bagefter...!
På turen tilbage fra vandfaldet var solen rigtigt kommet frem og der var i tusindvis af de smukkeste sommerfugle og et par aber stødte vi da også ind i på vejen! Dog ingen gorillaer ;-)
Så lige en gang frokost og så ud og gå igen! Denne gang samme vej som igår bare i solskin og med kamera. Dejlig tur :-) Og go' dag, heldigvis også varmere og mere tør end igår!
Og nu glæder jeg mig bare rigtigt meget til imorgen, når jeg skal ud og møde bjerg gorillaerne!!
Bwindi- dag 2!
Det var koldt og overskyet fra morgenstunden og da det ikke klarede op i løbet af formiddagen, var jeg iført regnfrakke og havde ladet kameraet blive tilbage, da det så ud som om regnen kunne komme når som helst. Jeg gik en tur gennem landsbyen (Buhoma) og ud af vejen som jeg var kommet af. Når man sidder bagpå en boda, som kører altfor stærkt, er det ikke fordi man får nydt udsigten så meget ;-)
På min tur mødte jeg nogle af de lokale børn, som var på vej i kirke og de ville gerne vise mig deres skole, så jeg fulgte med dem, først til skolen og bagefter til kirken, hvor jeg dog ikke gik med ind ;-) På dette tidspunkt var det selvfølgelig også begyndt at regne voldsomt, så vi var alle blevet gennemblødte. Men jeg vendte om og begyndte turen tilbage og regnen stoppede da også kort tid efter.
Man må ikke gå i parken alene pånær én tur langs floden som varer ca. 1/2 time. Den tur ville jeg gerne have været på men fandt så ud af, at den er lukket for tiden fordi der er en gorillagruppe i nærheden og så er det for farligt, hvis man går alene.
Efter en lækker frokost og et par timers afslapning (pakket ind i et tæppe på verandaen) gik turen så til det lokale børnehjem. De laver hver dag en perfomance med sang, dans og musik og bagefter kan man købe små souvenirs som børnene selv har lavet bla tegninger af gorillaer, flettede kurve og små udskårne træfigurer. Jeg var den eneste som var og se "showet" men det var meget fint og jeg købte selvfølgelig også en lille gorilla figur, til overpris selvfølgelig, men sådan er det jo, man står jo ikke og prutter om prisen med børnehjemsbørn ;-)
Så tilbage til campen, drikke en øl, spise noget mad og så ellers i seng!
Så det var en dejlig, stille og rolig dag- dog lidt for kold ;-)
På min tur mødte jeg nogle af de lokale børn, som var på vej i kirke og de ville gerne vise mig deres skole, så jeg fulgte med dem, først til skolen og bagefter til kirken, hvor jeg dog ikke gik med ind ;-) På dette tidspunkt var det selvfølgelig også begyndt at regne voldsomt, så vi var alle blevet gennemblødte. Men jeg vendte om og begyndte turen tilbage og regnen stoppede da også kort tid efter.
Man må ikke gå i parken alene pånær én tur langs floden som varer ca. 1/2 time. Den tur ville jeg gerne have været på men fandt så ud af, at den er lukket for tiden fordi der er en gorillagruppe i nærheden og så er det for farligt, hvis man går alene.
Efter en lækker frokost og et par timers afslapning (pakket ind i et tæppe på verandaen) gik turen så til det lokale børnehjem. De laver hver dag en perfomance med sang, dans og musik og bagefter kan man købe små souvenirs som børnene selv har lavet bla tegninger af gorillaer, flettede kurve og små udskårne træfigurer. Jeg var den eneste som var og se "showet" men det var meget fint og jeg købte selvfølgelig også en lille gorilla figur, til overpris selvfølgelig, men sådan er det jo, man står jo ikke og prutter om prisen med børnehjemsbørn ;-)
Så tilbage til campen, drikke en øl, spise noget mad og så ellers i seng!
Så det var en dejlig, stille og rolig dag- dog lidt for kold ;-)
søndag den 4. marts 2012
Bwindi Impenetrable Forest National Park
Dag 1:
Dagen startede kl.4.30 i Kampala, hvor jeg stod op, da jeg skulle med bussen mod Bwindi kl. 5.30!! Man skulle være der allerede kl. 5, så jeg havde aftalt med en boda-boda chauffør, at han skulle hente mig foran hotellet kl.4.45. Han var så selvfølgelig forsinket ca. 25 min. men jeg tænkte, at det gjorde nok ikke så meget for der er jo aldrig noget der sker til tiden hernede. Men jeg kunne da godt tro om igen, for da vi kom til busstationen var bussen lige ved at køre for næsen af mig- og det endda 10 min. før tid!! Men jeg kom med, som sidste passager og så tog det ellers lidt over 9 timer før vi var fremme! De første 5 timer var på asfaltvej, resten foregik på grusvej men med meget smuk udsigt over bjergene. Jeg er meget imponeret over, at bussen overlevede turen, for hvis den lød som om den var ved at falde fra hinanden, da vi startede turen, så kan jeg da nærmest ikke beskrive hvordan den lød, da turen var ved at slutte!!
Da vi så kom til Butogota, som er den sidste by inden parken fandt jeg en boda- boda til at tage mig de sidste 17 km til Buhoma Community Rest Camp, hvor jeg skulle bo. Det er i guide bogen beskrevet som den bedste budget løsning i området og med samme fantastiske udsigt som de dyre steder. Og der var ingen tvivl om, at det skulle være budget for priserne er helt skruet i vejret ift. resten af landet. Jeg bor i et stort stationært telt som nærmest står på en stor, hævet platform med tag over og veranda i den ene ende af teltet og eget bad og toilet i den anden ende. Teltet indeholder seng og nogle enkelte møbler og når man ligger i sengen kan man se ud på skoven og bjergene til alle sider. Udsigten er fuldstændig breathtaking og der er så få hytter at de alle ligger helt ugenerede. Så hvis solen havde skinnet, så ville man kunne sidde og slikke sol på verandaen ;-)
Men her er koldt og vådt ift. hvad jeg kommer fra så jeg er godt pakket ind hele tiden!
Det koster 80 $ pr. nat at bo her og prisen er ikke til forhandling- har prøvet! Det er så også inkl. 3 måltider om dagen og aftensmaden består af 3 retter, så det er jo slet ikke dyrt! Og så med den vilde udsigt fra spisesalen også...
Her er ingen strøm men de har en generator som de tænder kl. 19 og så har man lys i teltet indtil ved 21-22 tiden, hvor de slukker for den igen.
Igår lavede jeg ikke meget andet end at sidde og stirre målløs ud på skoven, det er slet ikke til at beskrive hvordan det er pludselig bare at sidde midt i den vildeste natur!! Og lydene! Det er både skræmmende og fantastisk, så meget naturen kan larme ;-)
Og så er jeg gået igang med at læse "Gorillas in the mist" som jeg fandt i en boghandel inde i Kampala og for hver side i bogen jeg læser, jo mere glæder jeg mig til tirsdag, når jeg skal ud og tracke bjerg gorillaer :-)
Dagen startede kl.4.30 i Kampala, hvor jeg stod op, da jeg skulle med bussen mod Bwindi kl. 5.30!! Man skulle være der allerede kl. 5, så jeg havde aftalt med en boda-boda chauffør, at han skulle hente mig foran hotellet kl.4.45. Han var så selvfølgelig forsinket ca. 25 min. men jeg tænkte, at det gjorde nok ikke så meget for der er jo aldrig noget der sker til tiden hernede. Men jeg kunne da godt tro om igen, for da vi kom til busstationen var bussen lige ved at køre for næsen af mig- og det endda 10 min. før tid!! Men jeg kom med, som sidste passager og så tog det ellers lidt over 9 timer før vi var fremme! De første 5 timer var på asfaltvej, resten foregik på grusvej men med meget smuk udsigt over bjergene. Jeg er meget imponeret over, at bussen overlevede turen, for hvis den lød som om den var ved at falde fra hinanden, da vi startede turen, så kan jeg da nærmest ikke beskrive hvordan den lød, da turen var ved at slutte!!
Da vi så kom til Butogota, som er den sidste by inden parken fandt jeg en boda- boda til at tage mig de sidste 17 km til Buhoma Community Rest Camp, hvor jeg skulle bo. Det er i guide bogen beskrevet som den bedste budget løsning i området og med samme fantastiske udsigt som de dyre steder. Og der var ingen tvivl om, at det skulle være budget for priserne er helt skruet i vejret ift. resten af landet. Jeg bor i et stort stationært telt som nærmest står på en stor, hævet platform med tag over og veranda i den ene ende af teltet og eget bad og toilet i den anden ende. Teltet indeholder seng og nogle enkelte møbler og når man ligger i sengen kan man se ud på skoven og bjergene til alle sider. Udsigten er fuldstændig breathtaking og der er så få hytter at de alle ligger helt ugenerede. Så hvis solen havde skinnet, så ville man kunne sidde og slikke sol på verandaen ;-)
Men her er koldt og vådt ift. hvad jeg kommer fra så jeg er godt pakket ind hele tiden!
Det koster 80 $ pr. nat at bo her og prisen er ikke til forhandling- har prøvet! Det er så også inkl. 3 måltider om dagen og aftensmaden består af 3 retter, så det er jo slet ikke dyrt! Og så med den vilde udsigt fra spisesalen også...
Her er ingen strøm men de har en generator som de tænder kl. 19 og så har man lys i teltet indtil ved 21-22 tiden, hvor de slukker for den igen.
Igår lavede jeg ikke meget andet end at sidde og stirre målløs ud på skoven, det er slet ikke til at beskrive hvordan det er pludselig bare at sidde midt i den vildeste natur!! Og lydene! Det er både skræmmende og fantastisk, så meget naturen kan larme ;-)
Og så er jeg gået igang med at læse "Gorillas in the mist" som jeg fandt i en boghandel inde i Kampala og for hver side i bogen jeg læser, jo mere glæder jeg mig til tirsdag, når jeg skal ud og tracke bjerg gorillaer :-)
torsdag den 1. marts 2012
Murchison Falls National Park
I weekenden stod den jo på safari tur og det var helt fantastisk, så det vil jeg da også lige fortælle lidt om. Det bliver dog ved fortællingen, for jeg tog ingen billeder med I-phonen men tilgengæld en hel masse med kameraet, så der er en masse at se men det blive først, når jeg kommer hjem. Jeg var afsted sammen med Rikke og Nina, som er to danske frivillige som kom til Masindi samtidig med Camilla og Nanna og de arbejder på Taso (som er den hiv/aids klinik, der ligger på hospitalet).
Vi havde hyret en chauffør i Masindi og havde fået stykket en tur sammen som vi syntes dækkede vores ønsker og behov og det levede da også helt op til vores forventninger må man sige! Vi kom afsted kl.12 ( én time forsinket, selvfølgelig) og kom frem til frokost i parken kl. 14. Så kørte vi ud på vores evening-gamedrive kl. 16 og det var faktisk noget som vi havde presset ret meget på, for at få med. De fleste kører kun morgen gamedrives, måske fordi der almindeligvis ikke er så mange dyr at se om eftermiddagen- jeg ved det faktisk ikke. Men det skulle vise sig, at vi skulle blive rigtigt glade for vores ekstra evening gamedrive. Vores guide (Sera) hoppede på bilen, da vi havde krydset Nilen med en lillebitte bilfærge, hvor der var plads til 8 biler. Vi startede vores drive og havde ikke kørt mere end 2 min. før der stod en hel flok elefanter på vores ene side, næsten helt op af vejen! Fantastisk!! Og sådan fortsatte det så de næste par timer: vi så en hel masse giraffer, en del elefanter og selvfølgelig en masse antiloper, warthogs og minsandten også en leopard!! Parken er knap 4000 km2 og der er kun ca. 8-10 leoparder i hele parken, så det er ikke så tit de bliver set. Det var omkring 4 måneder siden, at vores chauffør og guide havde set én, så de var jo ligeså vilde som os! Den sad i græsset et godt stykke væk men med et par kikkerter og et okay kamera, så lykkedes det da, at studere den lidt nærmere og få et par billeder!
Vi kørte tilbage og var superglade for vores meget vellykkede tur! Vi havde set flodheste ved bredden af Nilen og næsehorn har de ikke i Murchison, så nu manglede vi jo faktisk kun at se løverne!
Vi kom frem til vores Camp, hvor vi havde en lille banda (hytte) til 3 personer. Vi drak en kold øl, spiste noget helt ok mad og så begyndte det ellers at lyne og tordne og styrte ned!! Vi var fanget i spisehytten men efter noget tid spænede vi igennem mudderet ned til vores banda. Og den var næsten tæt- der var kun lidt vådt i min seng ;-)
Næste dag skulle vi køre kl. 6 sharp så vi kunne nå færgen men de kunne selvfølgelig ikke blive færdige med vores morgenmad, så den blev 6.15 før vi kom afsted og vi nåede da lige, at blive lidt urolige men vi nåede det.
Det var nu helt tydeligt, at der var mange flere biler, som var ude på drives men det var som om alle dyrene var forduftede! Vi fik dog set en løvemor og hendes to unger, godt nok på lang afstand men kikkert og kamera var jo med ;-) Og minsandten om vi så ikke spottede en leopard igen! Og det var altså vores guide som spottede dyrene, ved virkelig ikke hvordan hun bar sig ad, men det resulterede jo så i, at de andre hurtigt fandt ud af, at Sera var vildt go', så de lå bare og kørte i røven af os ;-)
Vi så nogle få elefanter og tilsidst en enkelt giraf helt tæt på vejen men alt i alt så vi ikke så meget som dagen før, så vi var glade for at vi havde holdt fast i, at vi ville på to drives.
Safari i Uganda er selvfølgelig ikke som i Kenya, da der slet ikke er ligeså mange dyr men det er jo stadig vildt sjovt, at køre rundt og spotte de forskellige dyr i deres naturlige omgivelser- det kan man aldrig blive træt af :-)
Efter en dejlig afslappende frokost skulle vi så med båden, som tog os på en tre timers lang tur ned af Nilen, hvor vi også så en masse dyr bla. en kæmpeflok elefanter med unger og en hel masse flodheste og en enkelt kæmpekrokodille, som lige var lidt for tæt på båden!
Vi nærmede os Murchison Falls, hvor vi så skulle af og trekke op til toppen. Det viste sig så, at det kun var os tre og fire midaldrende canadiere, som skulle af, resten blev på båden og sejlede tilbage. Men de gik da godt nok glip af noget, må man sige! Vandfaldet var da flot nedefra båden men blev bare mere og mere imponerende jo højere man kom op og jo tættere man kom på. Og ikke nok med det, så var der faktisk et vandfald mere, som først kom til syne, når man gik!! Turen tog ca. 1 1/2 time og da vi kom til toppen skulle vi selvfølgelig helt ud til rækværket og blive gennemblødte :-)
Og så gik turen ellers hjemad og ca. kl. 20 landede vi i Masindi, godt trætte og ikke så velduftende men godt tilfredse!!
Vi havde hyret en chauffør i Masindi og havde fået stykket en tur sammen som vi syntes dækkede vores ønsker og behov og det levede da også helt op til vores forventninger må man sige! Vi kom afsted kl.12 ( én time forsinket, selvfølgelig) og kom frem til frokost i parken kl. 14. Så kørte vi ud på vores evening-gamedrive kl. 16 og det var faktisk noget som vi havde presset ret meget på, for at få med. De fleste kører kun morgen gamedrives, måske fordi der almindeligvis ikke er så mange dyr at se om eftermiddagen- jeg ved det faktisk ikke. Men det skulle vise sig, at vi skulle blive rigtigt glade for vores ekstra evening gamedrive. Vores guide (Sera) hoppede på bilen, da vi havde krydset Nilen med en lillebitte bilfærge, hvor der var plads til 8 biler. Vi startede vores drive og havde ikke kørt mere end 2 min. før der stod en hel flok elefanter på vores ene side, næsten helt op af vejen! Fantastisk!! Og sådan fortsatte det så de næste par timer: vi så en hel masse giraffer, en del elefanter og selvfølgelig en masse antiloper, warthogs og minsandten også en leopard!! Parken er knap 4000 km2 og der er kun ca. 8-10 leoparder i hele parken, så det er ikke så tit de bliver set. Det var omkring 4 måneder siden, at vores chauffør og guide havde set én, så de var jo ligeså vilde som os! Den sad i græsset et godt stykke væk men med et par kikkerter og et okay kamera, så lykkedes det da, at studere den lidt nærmere og få et par billeder!
Vi kørte tilbage og var superglade for vores meget vellykkede tur! Vi havde set flodheste ved bredden af Nilen og næsehorn har de ikke i Murchison, så nu manglede vi jo faktisk kun at se løverne!
Vi kom frem til vores Camp, hvor vi havde en lille banda (hytte) til 3 personer. Vi drak en kold øl, spiste noget helt ok mad og så begyndte det ellers at lyne og tordne og styrte ned!! Vi var fanget i spisehytten men efter noget tid spænede vi igennem mudderet ned til vores banda. Og den var næsten tæt- der var kun lidt vådt i min seng ;-)
Næste dag skulle vi køre kl. 6 sharp så vi kunne nå færgen men de kunne selvfølgelig ikke blive færdige med vores morgenmad, så den blev 6.15 før vi kom afsted og vi nåede da lige, at blive lidt urolige men vi nåede det.
Det var nu helt tydeligt, at der var mange flere biler, som var ude på drives men det var som om alle dyrene var forduftede! Vi fik dog set en løvemor og hendes to unger, godt nok på lang afstand men kikkert og kamera var jo med ;-) Og minsandten om vi så ikke spottede en leopard igen! Og det var altså vores guide som spottede dyrene, ved virkelig ikke hvordan hun bar sig ad, men det resulterede jo så i, at de andre hurtigt fandt ud af, at Sera var vildt go', så de lå bare og kørte i røven af os ;-)
Vi så nogle få elefanter og tilsidst en enkelt giraf helt tæt på vejen men alt i alt så vi ikke så meget som dagen før, så vi var glade for at vi havde holdt fast i, at vi ville på to drives.
Safari i Uganda er selvfølgelig ikke som i Kenya, da der slet ikke er ligeså mange dyr men det er jo stadig vildt sjovt, at køre rundt og spotte de forskellige dyr i deres naturlige omgivelser- det kan man aldrig blive træt af :-)
Efter en dejlig afslappende frokost skulle vi så med båden, som tog os på en tre timers lang tur ned af Nilen, hvor vi også så en masse dyr bla. en kæmpeflok elefanter med unger og en hel masse flodheste og en enkelt kæmpekrokodille, som lige var lidt for tæt på båden!
Vi nærmede os Murchison Falls, hvor vi så skulle af og trekke op til toppen. Det viste sig så, at det kun var os tre og fire midaldrende canadiere, som skulle af, resten blev på båden og sejlede tilbage. Men de gik da godt nok glip af noget, må man sige! Vandfaldet var da flot nedefra båden men blev bare mere og mere imponerende jo højere man kom op og jo tættere man kom på. Og ikke nok med det, så var der faktisk et vandfald mere, som først kom til syne, når man gik!! Turen tog ca. 1 1/2 time og da vi kom til toppen skulle vi selvfølgelig helt ud til rækværket og blive gennemblødte :-)
Og så gik turen ellers hjemad og ca. kl. 20 landede vi i Masindi, godt trætte og ikke så velduftende men godt tilfredse!!
Kampala!
Så er jeg kommet til Kampala og det er vel nok dejligt! Busturen var lidt drøj, det tog godt nok kun omkring tre timer til Kampala men så var der tilgengæld trafikprop i byen og det tog ca. 1 time at rykke os 100 meter! På dette tidspunkt var de fleste af passagerne stået af men jeg havde ingen anelse om hvor langt vi egentlig var fra busstationen. Indtil chaufføren (som jeg sad ved siden af) spurgte om jeg ikke også bare ville af, for vi var kun 50 meter fra busstationen. Øh, jo tak!!
Så jeg hoppede af og fik kæmpet mig igennem trafik og menneskemylder og fandt mit hotel. Ikke luksus men lidt bedre standard end Alinda og godt til prisen. Skyndte mig at smide mine ting og sætte kurs mod Oasis Mall hvor lækker mad, go' kaffe og Nakumatt (kæmpe supermarked med alt hvad hjertet begærer) ventede på mig :-) Har virkelig drømt om dette i mange dage! Og det var da også helt fantastisk- fik en superlækker pizza og en go' (rigtig, ikke instant) kop kaffe! Og gik så amok i Nakumatt efterfølgende. Fik tanket op på bogfronten med et par romaner til sidste del af turen og kunne da heller ikke dy mig for noget Haribo slik! Ahhhh :-) På vejen hjem begyndte det at regne men det var egentlig bare dejligt. Jeg tror nu nok, at de fleste tænkte: "Hvorfor går den skøre mzungu rundt i regnen uden paraply". Men jeg synes bare det var dejligt!!
Og så skulle jeg jo også lige stoppe ind på en italiensk restaurant og spise italiensk is. Mums- siger jeg bare! Har virkelig kørt den italienske stil idag og det har godt nok været dejligt og tiltrængt.
Imorgen skal jeg prøve at lokalisere en pakke som Mads sendte til mig i sidste måned. Den var adresseret til Family Spirits postbox og den er selvfølgelig aldrig nået frem :-( Så nu prøver jeg at se om jeg kan lokalisere den her i Kampala, hvor den skulle være ankommet d. 10/2!! Det er nok som at finde en nål i en høstak men nu prøver jeg. Og så skal jeg ud og finde ud af hvor bussen mod Bwindi går fra, for jeg regner med at tage afsted lørdag morgen. Jeg skal først trekke gorillaer på tirsdag men jeg tager nogle dage dernede, for at få lidt ud af det og det tager trods alt min. 12 timer, at komme derned!
Og så skal jeg en tur i biffen og det bliver enten Safe House med Denzel eller den nye med George Clooney :-) Der er ikke så meget at vælge imellem men jeg er godt tilfreds!
Mht. vejret så har det ændret sig markant indenfor de sidste par uger. Regntiden er så småt på vej, det er ikke så varmt mere og der har været rigtigt mange dage, hvor det har været helt overskyet hele dagen og der har været en del regn. Og vigtigst af alt er, at der ikke er så meget støv!!! Det har virkelig været skønt :-) I ugerne op til at regnen begyndte at komme, var det helt ulideligt varmt omkring 35 grader vil jeg tro og man kunne ikke lave andet end bare, at sidde stille i skyggen! Det undrede mig lidt, at alle de lokale brokkede sig så meget over varmen og især støvet, for de er jo vant til det, så jeg synes det var lidt mærkeligt. Men så kom jeg jo i tanke om, at danskere også altid brokker sig over vejret, også selvom vi jo er vant til det ;-)
Men nu er regnen på vej og alle er glade!!
Så jeg hoppede af og fik kæmpet mig igennem trafik og menneskemylder og fandt mit hotel. Ikke luksus men lidt bedre standard end Alinda og godt til prisen. Skyndte mig at smide mine ting og sætte kurs mod Oasis Mall hvor lækker mad, go' kaffe og Nakumatt (kæmpe supermarked med alt hvad hjertet begærer) ventede på mig :-) Har virkelig drømt om dette i mange dage! Og det var da også helt fantastisk- fik en superlækker pizza og en go' (rigtig, ikke instant) kop kaffe! Og gik så amok i Nakumatt efterfølgende. Fik tanket op på bogfronten med et par romaner til sidste del af turen og kunne da heller ikke dy mig for noget Haribo slik! Ahhhh :-) På vejen hjem begyndte det at regne men det var egentlig bare dejligt. Jeg tror nu nok, at de fleste tænkte: "Hvorfor går den skøre mzungu rundt i regnen uden paraply". Men jeg synes bare det var dejligt!!
Og så skulle jeg jo også lige stoppe ind på en italiensk restaurant og spise italiensk is. Mums- siger jeg bare! Har virkelig kørt den italienske stil idag og det har godt nok været dejligt og tiltrængt.
Imorgen skal jeg prøve at lokalisere en pakke som Mads sendte til mig i sidste måned. Den var adresseret til Family Spirits postbox og den er selvfølgelig aldrig nået frem :-( Så nu prøver jeg at se om jeg kan lokalisere den her i Kampala, hvor den skulle være ankommet d. 10/2!! Det er nok som at finde en nål i en høstak men nu prøver jeg. Og så skal jeg ud og finde ud af hvor bussen mod Bwindi går fra, for jeg regner med at tage afsted lørdag morgen. Jeg skal først trekke gorillaer på tirsdag men jeg tager nogle dage dernede, for at få lidt ud af det og det tager trods alt min. 12 timer, at komme derned!
Og så skal jeg en tur i biffen og det bliver enten Safe House med Denzel eller den nye med George Clooney :-) Der er ikke så meget at vælge imellem men jeg er godt tilfreds!
Mht. vejret så har det ændret sig markant indenfor de sidste par uger. Regntiden er så småt på vej, det er ikke så varmt mere og der har været rigtigt mange dage, hvor det har været helt overskyet hele dagen og der har været en del regn. Og vigtigst af alt er, at der ikke er så meget støv!!! Det har virkelig været skønt :-) I ugerne op til at regnen begyndte at komme, var det helt ulideligt varmt omkring 35 grader vil jeg tro og man kunne ikke lave andet end bare, at sidde stille i skyggen! Det undrede mig lidt, at alle de lokale brokkede sig så meget over varmen og især støvet, for de er jo vant til det, så jeg synes det var lidt mærkeligt. Men så kom jeg jo i tanke om, at danskere også altid brokker sig over vejret, også selvom vi jo er vant til det ;-)
Men nu er regnen på vej og alle er glade!!
onsdag den 29. februar 2012
Susan, Isaac og deres søn Jakob.
Susan er gravid igen og de venter deres andet barn her til maj/juni :-)
En gris!
En griseunge skal transporteres ud på farmen og dette er åbenbart måden at gøre det på... Man behøver vel næppe at nævne at dyrevelfærd ikke er noget af det man går mest op i hernede og det forstår man jo faktisk godt, når man ser hvor meget folk skal kæmpe bare for at få mad på bordet hver dag!
Sidste dag i Masindi!
Så kører Masindi på allersidste vers, idag er sidste dag på Family Spirit og dagen hvor jeg skal sige farvel (eller snarer på gensyn, for jeg har en plan om, at komme på besøg) til alle de kære unger!!
Men jeg føler mig faktisk klar til at komme videre, Masindi er jo en lillebitte flække af en by, hvor der godt nok ligger nogle restauranter, natklubber, marked og butikker men de 2-3 største supermarkeder er ikke større end min lokale kiosk og de har allesammen de samme ting.
Så nu glæder jeg mig faktisk til Kampala, hvor jeg skal shoppe, spise go' mad og en tur i biffen! Altsammen ting som jeg savner meget :-)
De sidste par uger (efter de to nye volontører, Nanna og Camilla er kommet) har vi prøvet at få idræt sat på skemaet for alle klassetrinene. Hver dag var der mindst 10 børn der kom og spurgte os, om vi ikke kunne tage dem ud til PE (physical education ) og vi gik så ind og snakkede med læreren i den pågældende klasse, som vi ville tage ud og de sagde oftest ok til det. Men det var jo lidt noget rod for der var jo ikke noget system i det og det kan vi danskere jo godt lide ;-) Så vi fik lavet et skema, så nu kommer hver klasse ud én gang om ugen og så spiller vi enten bold eller leger lege. Børnene nyder det og selvom PE godt nok stod på deres skema før, så kom de aldrig ud.
Noget tid før jeg kom til Family Spirit, startede en schweizisk NGO, "Lights For The Forgotten Children", et hygiejne projekt op. Så der er nu blevet stillet en stor tønde med vand op, så børnene kan vaske hænder, når de har været på latrinen og der er lavet låg til alle latrinerne. Derudover har de sponsoret en omfattende renovering og der er blevet skiftet mølædte madrasser ud og mange af sengene er også skiftet, da de var næsten levende af bedbugs som sad i træet. Så er bygningerne blevet malede og de er igang med at bygge flere sovesale, da der ikke er plads nok i de gamle. Organisationen sponsorer også sæbe og andre daglige fornødenheder som ikke inkl. mad. Family Spirit har ingen penge selv og overlever udelukkende pga velgørenhed og sponsorater. De seneste måneder har de nærmest kun fået mad fordi Caroline lavede en indsamling i Danmark og derfor har haft mulighed for at købe en masse mad. Hun fik ikke brugt alle pengene inden hun tog afsted og overgav dem derfor til mig. Så igår var jeg med Isaac inde i byen og vi fik købt for næsten 2000 danske kroner(!) bønner, ris, olie, tomater og løg. Så nu kan de klare sig lidt igen.
Før i tiden købte de alt deres mad men de er godt igang med at blive selvforsynende. De har fået en farm hvor de bla. dyrker majs som de jo bruger til alle tre måltider. Det er derfor man jo også kan se Caroline og jeg sidde og "pille" majs på nogle af billederne. Før i tiden købte de majsmel og det var jo alt for dyrt ift. at dyrke og male selv. Lige nu har de også sået en masse grøntsager i haven på Family Spirit som så skal ud på farmen senere.
Så til en lille solstrålehistorie:
Kan I huske lille Thomas som jeg skrev om i starten, som var syg og kom på hospitalet? Han var jo på hospitalet i Kampala og kom tilbage til Masindi her i weekenden.
Han bor nu hos Claire som arbejder for den schweiziske ngo, da han ikke er helt på toppen og fortsat trænger til ro og pleje. Men jeg var henne og besøge ham igår og det var så dejligt, at se ham! Han har virkelig taget på og var jo nærmest i go' stand og glad og smilende. Jeg ved faktisk ikke om han kunne kende mig og Claire fortalte også, at han faktisk har svært ved at huske ting og personer fra før indlæggelsen, fordi han faktisk var så syg som han var. På hospitalet i Kampala, havde de fundet ud af, at det ikke var en hjertefejl han havde men sickle-cell disease, som han så nu får medicin for!
De regner med, at han skal blive hos Claire i ca. 4 måneder og så stille og roligt begynde at vænne sig til Family Spirit igen. Glæder mig allerede til, at se hvordan det går med ham, når jeg kommer tilbage på besøg :-)
Jeg ville egentlig også ha' skrevet om min tur til Murchison Falls i weekenden men det må blive næste gang, for nu skal jeg op og sige farvel til alle mine unger!!
Men jeg føler mig faktisk klar til at komme videre, Masindi er jo en lillebitte flække af en by, hvor der godt nok ligger nogle restauranter, natklubber, marked og butikker men de 2-3 største supermarkeder er ikke større end min lokale kiosk og de har allesammen de samme ting.
Så nu glæder jeg mig faktisk til Kampala, hvor jeg skal shoppe, spise go' mad og en tur i biffen! Altsammen ting som jeg savner meget :-)
De sidste par uger (efter de to nye volontører, Nanna og Camilla er kommet) har vi prøvet at få idræt sat på skemaet for alle klassetrinene. Hver dag var der mindst 10 børn der kom og spurgte os, om vi ikke kunne tage dem ud til PE (physical education ) og vi gik så ind og snakkede med læreren i den pågældende klasse, som vi ville tage ud og de sagde oftest ok til det. Men det var jo lidt noget rod for der var jo ikke noget system i det og det kan vi danskere jo godt lide ;-) Så vi fik lavet et skema, så nu kommer hver klasse ud én gang om ugen og så spiller vi enten bold eller leger lege. Børnene nyder det og selvom PE godt nok stod på deres skema før, så kom de aldrig ud.
Noget tid før jeg kom til Family Spirit, startede en schweizisk NGO, "Lights For The Forgotten Children", et hygiejne projekt op. Så der er nu blevet stillet en stor tønde med vand op, så børnene kan vaske hænder, når de har været på latrinen og der er lavet låg til alle latrinerne. Derudover har de sponsoret en omfattende renovering og der er blevet skiftet mølædte madrasser ud og mange af sengene er også skiftet, da de var næsten levende af bedbugs som sad i træet. Så er bygningerne blevet malede og de er igang med at bygge flere sovesale, da der ikke er plads nok i de gamle. Organisationen sponsorer også sæbe og andre daglige fornødenheder som ikke inkl. mad. Family Spirit har ingen penge selv og overlever udelukkende pga velgørenhed og sponsorater. De seneste måneder har de nærmest kun fået mad fordi Caroline lavede en indsamling i Danmark og derfor har haft mulighed for at købe en masse mad. Hun fik ikke brugt alle pengene inden hun tog afsted og overgav dem derfor til mig. Så igår var jeg med Isaac inde i byen og vi fik købt for næsten 2000 danske kroner(!) bønner, ris, olie, tomater og løg. Så nu kan de klare sig lidt igen.
Før i tiden købte de alt deres mad men de er godt igang med at blive selvforsynende. De har fået en farm hvor de bla. dyrker majs som de jo bruger til alle tre måltider. Det er derfor man jo også kan se Caroline og jeg sidde og "pille" majs på nogle af billederne. Før i tiden købte de majsmel og det var jo alt for dyrt ift. at dyrke og male selv. Lige nu har de også sået en masse grøntsager i haven på Family Spirit som så skal ud på farmen senere.
Så til en lille solstrålehistorie:
Kan I huske lille Thomas som jeg skrev om i starten, som var syg og kom på hospitalet? Han var jo på hospitalet i Kampala og kom tilbage til Masindi her i weekenden.
Han bor nu hos Claire som arbejder for den schweiziske ngo, da han ikke er helt på toppen og fortsat trænger til ro og pleje. Men jeg var henne og besøge ham igår og det var så dejligt, at se ham! Han har virkelig taget på og var jo nærmest i go' stand og glad og smilende. Jeg ved faktisk ikke om han kunne kende mig og Claire fortalte også, at han faktisk har svært ved at huske ting og personer fra før indlæggelsen, fordi han faktisk var så syg som han var. På hospitalet i Kampala, havde de fundet ud af, at det ikke var en hjertefejl han havde men sickle-cell disease, som han så nu får medicin for!
De regner med, at han skal blive hos Claire i ca. 4 måneder og så stille og roligt begynde at vænne sig til Family Spirit igen. Glæder mig allerede til, at se hvordan det går med ham, når jeg kommer tilbage på besøg :-)
Jeg ville egentlig også ha' skrevet om min tur til Murchison Falls i weekenden men det må blive næste gang, for nu skal jeg op og sige farvel til alle mine unger!!
lørdag den 25. februar 2012
Uventet besøg!
Det er torsdag aften, jeg ligger i min seng og skal til at sove, klokken er godt nok ikke mere end ca. 21.30 men strømmen er gået, jeg har hovedpine og er gået lidt død i min bog. Skal lige ud og tisse af inden jeg lægger mig til at sove og mens jeg sidder dér stille og fredeligt på toilettet, spæner en rotte frem bagfra toilettet, forbi mine fødder og ind på mit værelse!!! Og nej, det var altså ikke bare en sød lille mus, som dem jeg havde accepteret at dele værelse med da jeg boede hos familien og som man kunne høre nusse rundt hver nat. Nej, det var en ægte afrikansk vild rotte!!! (Dog ikke ligeså stor som en gennemsnits københavnsk kloakrotte men stadig...). Den befandt sig nu altså på mit værelse og jeg var tæt på at gå i panik! Så jeg løber, kun iført håndklæde og pandelampe, ned i receptionen og fortæller at der er en rotte på mit værelse og de må gøre noget! Hvorefter jeg selvfølgelig bare bliver mødt med høj latter! Hun spørger om jeg er bange for rotten og jeg svarer selvfølgelig ja og at jeg ikke har nogen intentioner om, at lægge mig til at sove før den rotte er ude af mit værelse. Da hun så er færdig med at grine kalder hun på altmuligmanden/bartenderen, som også tidligere på aftenen har været oppe og lave en lampe hos mig, som var i stykker. Og senere bliver jeg enig med mig selv om, at rotten nok er kommet ind da han var oppe tidligere på aftenen, hvor døren stod åben i lang tid mens det var mørkt og det regnede udenfor. Anyway, han går med mig op, han har en lommelygte og begynder at kigge alle steder og løfte alting alt imens jeg selvfølgelig står oppe på sengen (meget kvindagtigt, jeg ved det men husk på, det var en ægte afrikansk vild rotte og man kan aldrig være på den sikre side med dem!). Han prøvede ellers at berolige mig ved at sige, at den ikke spiste mig og at den var mere bange for mig end jeg for den. Ja, ja, ja...
Nå, men han finder altså ikke denne her skide rotte og det ender med at han forlader mig kun bevæbnet med hans tlf. nr. så jeg kan ringe til ham, hvis den dukker op. Han mener at den allerede er løbet væk og det hjælper ikke rigtigt noget, at jeg prøver at forklare ham, at der ikke er nogen steder den kan løbe hen! Døren var jo lukket da jeg var nede i receptionen. Men det er jo også let nok for ham bare at gå, han skal jo ikke tilbringe natten med en rotte (eller det skal han måske men han er vel vant til det...)! Så jeg må jo fortsætte eftersøgningen alene og jeg har ikke mere end lige lettet på min rygsæk som ligger på gulvet før rotten spæner frem og ud på badeværelset. Jeg skynder mig at lukke døren derud og ringer med det samme efter min nye bedste ven. Da han så kommer går jeg ind på værelset og barrikadere mig bag den lukkede dør, både selvfølgelig for at rotten ikke skal løbe derind igen men også for at være i sikkerhed. Lidt efter råber han at nu er den løbet ud og jeg kan også komme ud. Jeg spørger ham selvfølgelig om ham nu er helt sikker på, at den er væk og skal også lige inspicere badeværelset inden han går. Det er heldigvis rotte frit og jeg kan nu endelig gå i seng og sove. Men jeg har jo fortsat totalt paranoia og ligger der og tænker på om en rotte mon kan forcere et myggenet osv i den dur. Jeg kommer så også i tanke om, at jeg hernede har hørt dem omtale både mus og rotter som "rats" og så er der selvfølgelig ikke så meget, at sige til at hun grinede af mig i receptionen, hvis hun troede jeg var bange for en mus. Og jeg behøver vel næppe heller at nævne, at hun fortsat griner af mig hver gang hun ser mig selvom det altså er ved at være nogle dage siden nu!
Men jeg er altså næsten kommet mig ovenpå mit store rotte eventyr, selvom jeg selvfølgelig altid lige kigger bag toilettet inden jeg sætter mig, hvis nu der skulle sidde en lille fætter.
Nok om rotter, idag skal jeg ud og se rigtige vilde, afrikanske dyr. Skal til Murchison Falls National Park, hvor vi skal på to game drives, trekke op til vandfaldet og på bådtur. Vi skal være væk til imorgen aften og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme ud og opleve noget og bare se noget andet :-)
søndag den 12. februar 2012
Random pics!
Drengen i den blå skjorte er Alfred, som fik taget jiggers ud af fingrene i sidste indlæg. Han er så sød og har åbenbart glemt alt om, at jeg var med til at pine ham, for han smiler altid så sødt til mig :-) Måske han husker, at jeg købte juice og kage til ham?! ;-)
Random stuff!
Så er det blevet søndag og idag står den bare på tøjvask og afslapning!
Imorges fulgte jeg Caroline til bussen mod Kampala- hun havde sidste dag på Family Spirit igår så det var lidt trist og mærkeligt, man har trods alt været sammen hver dag i 5 uger!
Der var også forberedt den store afskedscermoni på Family Spirit igår med sang og dans og taler og jeg fik da også knebet en lille tåre eller to.
Vi havde købt æg og chapati og slikkepinde til børnene og det var lidt kaotisk men de blev så glade :-)
Gruer for min egen afsked som jeg efterhånden også synes nærmer sig med hastige skridt! 3 uger har jeg tilbage nu her i Masindi.
Der kom jo så også to nye voluntører i sidste uge, så nu er det lidt underligt at det pludselig ikke længere er mig som er den nye.
I sidste weekend tilbragte Caroline og jeg hele lørdagen ved noget så luksus agtigt som en swimmingpool, hvor vi badede og slikkede sol hele dagen! Viiildt lækkert!!!
Swimmingpoolen ligger i forbindelse med en Management Club på en sukkerfabrik og det hjælper at være mzungu og ha' forbindelserne iorden for der er selvfølgelig ikke adgang for pøblen ;-)
Om aftenen var vi til middag hos en lokal vens familie og senere en tur på natklub men det endte tidligt for mit vedkommende- var alt for træt!
Vi har været ude før og det er meget stille og roligt, når man går ud her- man bliver egentlig ikke synderligt meget lagt mærke til og kan få lov at danse og være i fred, hvilket jo er rigtigt dejligt og det er jo ikke mange steder man kan sige det samme om, når man rejser som hvid kvinde.
I det hele taget er uganderne rigtigt behagelige at omgås, de er ikke pågående og agressive i deres væremåde som jeg f.eks. synes at kenyanerne og nordafrikanerne kan være det. Man får lov at gå fuldstændig i fred, når man går på gaden og folk hilser bare og er høflige. Selvfølgelig tiltrækker man som mzungu lidt mere opmærksomhed, folk kan godt finde på at stoppe op med hvad de er igang med, for så at fortsætte når man er gået forbi. Men som sagt, det er ikke på nogen ubehagelig måde, alle er høflige og venlige. Og så er der selvfølgelig alle børnene som eeeelsker at stille sig op og råbe "Bye Bye Mzungu" og vinke alt hvad de har lært. Det er jo virkelig sødt men kan også være lidt trættende i længden.
Inden jeg kom hertil havde jeg jo sådan en forventning om, at der var nogle ting som man ikke kunne snakke åbent med folk om bla politik, religion, sexualitet. Men der må man sige, at jeg har fået afkræftet mine fordomme! Heldigvis da ;-)
Politik er intet problem at tale åbent om også selv om man er imod den siddende regering og den nuværende præsident (som jo efterhånden også har siddet på magten i ca. 25 år) så man forstår jo godt hvis folk trænger til lidt forandring og at de synes tingene er gået for meget i stå. Jeg prøver at følge lidt med på den politiske front og har læst en helt fantastisk bog mens jeg har været hernede som har givet mig et godt indblik i landets historie og politik og så læser jeg en af de lokale aviser et par gange om ugen. Det gør det lidt mere interessant, synes jeg, når man kan følge med på den front også.
Mht religion så har jeg været ret åben omkring, at jeg ikke tror på Gud, når snakken er faldet på religion. Det kan de virkelig ikke forstå men de griner bare og synes nok, at man er lidt småtosset. Og hvis jeg ikke tror på Gud, hvem har så skabt verden??! Og om jeg godt er klar over at jeg kommer i helvede, hvis jeg ikke tror på Gud? Så prøver jeg at forklare, at jeg heller ikke tror på himmel og helvede. Endnu engang et uforståeligt grin men alligevel accept.
Mht HIV og AIDS som jo er et relativt stort problem hernede, så troede jeg egentlig, at det var meget større tabu end det er. Jeg er slet ikke i tvivl om, at man bliver stigmatiseret hernede hvis man er smittet, ligesom alle andre steder i verden men åbenheden omkring sygdommen er trods alt større end jeg troede. I fjernsynet er der hele tiden små indslag om Hiv og om at man skal beskytte sig og der er også reklamer for kondomer.
Family Spirit er jo startet af Susan og Isaac som begge er hiv smittede og som står for den daglige "drift" og de går meget op i åbenheden omkring det. I sidste uge var der nogle folk ude fra en lokal klinik, som fortalte alle børnene, som var blevet samlet under et stort træ, om hiv og aids, hvordan man bliver smittet osv. Bagefter var der så mulighed for, at dem som ikke kendte deres status, kunne blive testet. Jeg tror faktisk, at de fleste valgte at blive testet og det var jeg ret positivt overrasket over! Hvis børnene så er smittede er der mulighed for at de kan få rådgivning og de får også gratis medicin, når de bor på Family Spirit.
Imorges fulgte jeg Caroline til bussen mod Kampala- hun havde sidste dag på Family Spirit igår så det var lidt trist og mærkeligt, man har trods alt været sammen hver dag i 5 uger!
Der var også forberedt den store afskedscermoni på Family Spirit igår med sang og dans og taler og jeg fik da også knebet en lille tåre eller to.
Vi havde købt æg og chapati og slikkepinde til børnene og det var lidt kaotisk men de blev så glade :-)
Gruer for min egen afsked som jeg efterhånden også synes nærmer sig med hastige skridt! 3 uger har jeg tilbage nu her i Masindi.
Der kom jo så også to nye voluntører i sidste uge, så nu er det lidt underligt at det pludselig ikke længere er mig som er den nye.
I sidste weekend tilbragte Caroline og jeg hele lørdagen ved noget så luksus agtigt som en swimmingpool, hvor vi badede og slikkede sol hele dagen! Viiildt lækkert!!!
Swimmingpoolen ligger i forbindelse med en Management Club på en sukkerfabrik og det hjælper at være mzungu og ha' forbindelserne iorden for der er selvfølgelig ikke adgang for pøblen ;-)
Om aftenen var vi til middag hos en lokal vens familie og senere en tur på natklub men det endte tidligt for mit vedkommende- var alt for træt!
Vi har været ude før og det er meget stille og roligt, når man går ud her- man bliver egentlig ikke synderligt meget lagt mærke til og kan få lov at danse og være i fred, hvilket jo er rigtigt dejligt og det er jo ikke mange steder man kan sige det samme om, når man rejser som hvid kvinde.
I det hele taget er uganderne rigtigt behagelige at omgås, de er ikke pågående og agressive i deres væremåde som jeg f.eks. synes at kenyanerne og nordafrikanerne kan være det. Man får lov at gå fuldstændig i fred, når man går på gaden og folk hilser bare og er høflige. Selvfølgelig tiltrækker man som mzungu lidt mere opmærksomhed, folk kan godt finde på at stoppe op med hvad de er igang med, for så at fortsætte når man er gået forbi. Men som sagt, det er ikke på nogen ubehagelig måde, alle er høflige og venlige. Og så er der selvfølgelig alle børnene som eeeelsker at stille sig op og råbe "Bye Bye Mzungu" og vinke alt hvad de har lært. Det er jo virkelig sødt men kan også være lidt trættende i længden.
Inden jeg kom hertil havde jeg jo sådan en forventning om, at der var nogle ting som man ikke kunne snakke åbent med folk om bla politik, religion, sexualitet. Men der må man sige, at jeg har fået afkræftet mine fordomme! Heldigvis da ;-)
Politik er intet problem at tale åbent om også selv om man er imod den siddende regering og den nuværende præsident (som jo efterhånden også har siddet på magten i ca. 25 år) så man forstår jo godt hvis folk trænger til lidt forandring og at de synes tingene er gået for meget i stå. Jeg prøver at følge lidt med på den politiske front og har læst en helt fantastisk bog mens jeg har været hernede som har givet mig et godt indblik i landets historie og politik og så læser jeg en af de lokale aviser et par gange om ugen. Det gør det lidt mere interessant, synes jeg, når man kan følge med på den front også.
Mht religion så har jeg været ret åben omkring, at jeg ikke tror på Gud, når snakken er faldet på religion. Det kan de virkelig ikke forstå men de griner bare og synes nok, at man er lidt småtosset. Og hvis jeg ikke tror på Gud, hvem har så skabt verden??! Og om jeg godt er klar over at jeg kommer i helvede, hvis jeg ikke tror på Gud? Så prøver jeg at forklare, at jeg heller ikke tror på himmel og helvede. Endnu engang et uforståeligt grin men alligevel accept.
Mht HIV og AIDS som jo er et relativt stort problem hernede, så troede jeg egentlig, at det var meget større tabu end det er. Jeg er slet ikke i tvivl om, at man bliver stigmatiseret hernede hvis man er smittet, ligesom alle andre steder i verden men åbenheden omkring sygdommen er trods alt større end jeg troede. I fjernsynet er der hele tiden små indslag om Hiv og om at man skal beskytte sig og der er også reklamer for kondomer.
Family Spirit er jo startet af Susan og Isaac som begge er hiv smittede og som står for den daglige "drift" og de går meget op i åbenheden omkring det. I sidste uge var der nogle folk ude fra en lokal klinik, som fortalte alle børnene, som var blevet samlet under et stort træ, om hiv og aids, hvordan man bliver smittet osv. Bagefter var der så mulighed for, at dem som ikke kendte deres status, kunne blive testet. Jeg tror faktisk, at de fleste valgte at blive testet og det var jeg ret positivt overrasket over! Hvis børnene så er smittede er der mulighed for at de kan få rådgivning og de får også gratis medicin, når de bor på Family Spirit.
torsdag den 2. februar 2012
Lidt af hvert!
Billederne af majsene er for at dokumentere hvad Caroline og jeg bla. laver, når ungerne er i skole. Så "piller" vi nemlig majs, som er tørrede og som så efterfølgende skal knuses til mel, så det kan blive brugt til at lave posho som er den majs "grød" de spiser to gange om dagen. 
Mit første møde med jiggers!
Dette blog indlæg er ikke for sarte sjæle, så nu er I advarede!!
Den anden dag kom der en ny dreng (Alfred) til Family Spirit men der er efterhånden så mange børn fordi ferien nu er slut og skolen er gået igang, så der er både "Family Spirit børnene" og børn fra lokalområdet som bare kommer og går i skole, så jeg lagde ikke mærke til ham før idag. Han sad hele morgenen det samme sted på trappestenen og så ikke rigtigt ud til, at snakke med nogen, så jeg tænkte lidt over hvem han mon var. Lidt senere kom jeg ud i klinikken, fordi jeg ville hente noget salve til at smøre nogle af børnenes hoveder med, da flere af dem har svamp i hovedbunden. Her sidder Susan så og er igang med at fjerne jiggers fra Alfreds fingre. Jiggers er en parasit som lever på mennesker og dyr. Den lever inde under huden som regel på fødderne og på hænderne omkring neglene. Den kommer fra beskidt/forurenet jord og derfor er det ofte fødder og hænder der bliver angrebet fordi mange fattige børn ikke har sko på og leger i den beskidte jord. Parasitten lever så inde under huden og æder nærmest bare fingre og tæer så man får store åbne sår og risikoen for infektion er selvsagt meget stor!
Susan var så igang med at fjerne de her jiggers med en sikkerhedsnål og et sløvt barberblad. Jeg vil lige fortælle med det samme, at det er åbenbart er helt normalt hernede, at det er noget man selv fjerner, da det lokale hospital bare ville sende en hjem med antibiotika og besked om selv at fjerne dem. Og Susan var ihvertfald ret rutineret i at fjerne dem, kunne jeg se. Jeg behøver selvfølgelig ikke, at nævne at denne her 10-årige dreng overhovedet ikke var bedøvet eller noget og han stod selvfølgelig og græd hjerteskærende. Jeg stod og prøvede, at trøste ham samtidig med, at jeg selvfølgelig fulgte interesseret med i hvad Susan lavede og hun fortalte hvordan man kunne se parasitterne. Når hun så fandt dem gravede hun dem ud og vupti, så kom der lige sådan en hvid satan ud, ca. 5 mm i diameter vil jeg tro. Drengens fingre var helt ødelagte af de har sataner og for hver jigger hun fik hevet ud, var der bare et stort åbent sår tilbage, så jo flere hun hev ud jo værre så det jo ud men ud skulle de!! Og drengen skreg mere og mere, det var helt forfærdeligt og da det var værst var vi to om, at måtte holde ham. Jeg tror, at hun fik omkring 10-14 jiggers ud af begge hans hænder men der sidder stadig nogle tilbage men det gør alt for ondt, når der sidder flere i det samme sår, så vi må vente med de sidste. Tilsidst fik han vasket og renset hænderne og det gjorde næsten lige så ondt! Jeg havde så ondt af den stakkels dreng men han var fandme sej!!! Jeg skyndte mig ud og købte en juice og en mandazi (kage/bolle) til ham bare som et lillebitte plaster på såret. Men han blev glad for det og på trods af, at jeg troede at han ville hade mig forever and ever, så gik der faktisk ikke mere end et par timer før han stille og roligt begyndte, at lege med de andre børn og så smilede han til mig!! Puha, han smilede- det var fandme dejligt, at se!!!!
Men desværre har han også jiggers på fødderne og Susan ville lige gi' ham lidt fred til at lege og så ville hun gå igang med dem! Så var jeg den der var smuttet- det kunne jeg ikke lige klare mere af... Er spændt på at se om hun har fået det ordnet imorgen og er især spændt på hvordan han har det!
Susan fortalt om endnu værre tilfælde end dette men dette var slemt nok i min verden. Har ikke taget nogle billeder af det, selvom jeg på en måde faktisk var ret fristet af det, så jer der vil se hvordan sådan noget ser ud, må selv lige Google det.
Måske jeg lige skulle fortælle, at Alfred boede med sin far som ikke kunne tage sig ordentligt af ham (og har derfor gået rundt med jiggers i fingre og fødder i ca 6 mdr.) blev bragt til Family Spirit af en nabo.
Den anden dag kom der en ny dreng (Alfred) til Family Spirit men der er efterhånden så mange børn fordi ferien nu er slut og skolen er gået igang, så der er både "Family Spirit børnene" og børn fra lokalområdet som bare kommer og går i skole, så jeg lagde ikke mærke til ham før idag. Han sad hele morgenen det samme sted på trappestenen og så ikke rigtigt ud til, at snakke med nogen, så jeg tænkte lidt over hvem han mon var. Lidt senere kom jeg ud i klinikken, fordi jeg ville hente noget salve til at smøre nogle af børnenes hoveder med, da flere af dem har svamp i hovedbunden. Her sidder Susan så og er igang med at fjerne jiggers fra Alfreds fingre. Jiggers er en parasit som lever på mennesker og dyr. Den lever inde under huden som regel på fødderne og på hænderne omkring neglene. Den kommer fra beskidt/forurenet jord og derfor er det ofte fødder og hænder der bliver angrebet fordi mange fattige børn ikke har sko på og leger i den beskidte jord. Parasitten lever så inde under huden og æder nærmest bare fingre og tæer så man får store åbne sår og risikoen for infektion er selvsagt meget stor!
Susan var så igang med at fjerne de her jiggers med en sikkerhedsnål og et sløvt barberblad. Jeg vil lige fortælle med det samme, at det er åbenbart er helt normalt hernede, at det er noget man selv fjerner, da det lokale hospital bare ville sende en hjem med antibiotika og besked om selv at fjerne dem. Og Susan var ihvertfald ret rutineret i at fjerne dem, kunne jeg se. Jeg behøver selvfølgelig ikke, at nævne at denne her 10-årige dreng overhovedet ikke var bedøvet eller noget og han stod selvfølgelig og græd hjerteskærende. Jeg stod og prøvede, at trøste ham samtidig med, at jeg selvfølgelig fulgte interesseret med i hvad Susan lavede og hun fortalte hvordan man kunne se parasitterne. Når hun så fandt dem gravede hun dem ud og vupti, så kom der lige sådan en hvid satan ud, ca. 5 mm i diameter vil jeg tro. Drengens fingre var helt ødelagte af de har sataner og for hver jigger hun fik hevet ud, var der bare et stort åbent sår tilbage, så jo flere hun hev ud jo værre så det jo ud men ud skulle de!! Og drengen skreg mere og mere, det var helt forfærdeligt og da det var værst var vi to om, at måtte holde ham. Jeg tror, at hun fik omkring 10-14 jiggers ud af begge hans hænder men der sidder stadig nogle tilbage men det gør alt for ondt, når der sidder flere i det samme sår, så vi må vente med de sidste. Tilsidst fik han vasket og renset hænderne og det gjorde næsten lige så ondt! Jeg havde så ondt af den stakkels dreng men han var fandme sej!!! Jeg skyndte mig ud og købte en juice og en mandazi (kage/bolle) til ham bare som et lillebitte plaster på såret. Men han blev glad for det og på trods af, at jeg troede at han ville hade mig forever and ever, så gik der faktisk ikke mere end et par timer før han stille og roligt begyndte, at lege med de andre børn og så smilede han til mig!! Puha, han smilede- det var fandme dejligt, at se!!!!
Men desværre har han også jiggers på fødderne og Susan ville lige gi' ham lidt fred til at lege og så ville hun gå igang med dem! Så var jeg den der var smuttet- det kunne jeg ikke lige klare mere af... Er spændt på at se om hun har fået det ordnet imorgen og er især spændt på hvordan han har det!
Susan fortalt om endnu værre tilfælde end dette men dette var slemt nok i min verden. Har ikke taget nogle billeder af det, selvom jeg på en måde faktisk var ret fristet af det, så jer der vil se hvordan sådan noget ser ud, må selv lige Google det.
Måske jeg lige skulle fortælle, at Alfred boede med sin far som ikke kunne tage sig ordentligt af ham (og har derfor gået rundt med jiggers i fingre og fødder i ca 6 mdr.) blev bragt til Family Spirit af en nabo.
mandag den 30. januar 2012
Så er der andre boller på den afrikanske suppe!!
Som jeg var lidt inde på i mit sidste indlæg, så havde jeg lidt problemer med, at få indført tidligere spisetider i den lille familie og da maiden så valgte, at forlade etablissementet (og ikke komme tilbage!) dagen efter, at de andre kom hjem fra Kampala, ja, så behøver jeg vel næppe at nævne at tingene ikke blev bedre!! Nu var der ihvertfald ingen chance for, at få serveret "tidlig" aftensmad. Så for at prøve at finde et kompromis blev jeg enig med Mary om, at jeg ville lave min egen mad om aftenen. Hun ville så bare sørge for at der bare noget at lave det af. Men ugandisk mad lavet på ildsted er altså ikke mit speciale og det er nærmest umuligt, at opstøve nogle andre råvarer i denne by. De grøntsager man kan få er: løg, hvidløg, kål, tomat, aubergine og hvis man er heldig en grøn peberfrugt og måske et græskar. Andet kan man ikke opdrive i byen. Anyway, jeg kørte hurtigt træt i ris med tomat og aubergine og kunne godt se hvad klokken havde slået. Der var ikke længere nogle kompromiser at indgå, så jeg besluttede simpelthen, at flytte hjemmefra!! ;-)
Var jo også på dette tidspunkt ved at være en smule træt af ikke at ha' mit eget værelse, så da tanken om hotel først meldte sig var det egentlig ikke svært, at tage beslutningen. Og det er helt sikkert den rigtige beslutning jeg har taget :-) Flyttede igår hen til Alinda Guesthouse som jeg på forhånd havde været henne og se på og havde også fået hende godt ned i pris og havde udvalgt mit værelse, så det var bare at flytte ind! Og så fik jeg pakket mine ting ud for første gang her i Uganda!! Dejligt :-)
Hos familien var der nemlig ikke noget plads til mine ting så tøjet lå bare ovenpå tasken. Men det er nu altså meget rart, at kunne pakke sine ting ud, især når man nu skal være her i så lang tid!
Og jeg er super glad for mit nye hjem- dobbeltseng, ventilator, eget bad og toilet (og nu med toiletpapir, som der aldrig var hos familien ?!) og et stort spejl!! Jeg har i set mig selv i et spejl ca. 1 gang om ugen når jeg har været på toilettet på Travellers, så det er jo lidt vildt pludselig at ha' sit eget ;-)
Og så er det jo bare fantastisk, at kunne være sig selv og nu kan jeg spise hvad jeg vil (næsten), når jeg vil!! Jeg skal trods alt være her i 5 uger mere og så vil jeg altså også ha' det bedste ud af det og det føler jeg, at jeg får på denne her måde selvom MS selvfølgelig gerne ville have, at jeg flyttede til en ny familie.
For lige at vende tilbage til maiden i familien, så havde Mary allerede den første dag fortalt mig, at maid'erne, dem kunne man ikke stole på og lige pludselig en dag var de bare væk og kom aldrig tilbage. Og nu kan jeg ikke la' være at tænke: wonder why??
Vores maid arbejdede fra ca. 6.30 til 23.30, uden at jeg godt nok ved, om hun lavede noget hele dagen mens vi var på arbejde. Hun boede på et værelse, som mere var et pulterkammer med en seng, som lå i gården. Hun havde ikke adgang til huset og spiste ikke med os men med sig selv ude i gården eller i udekøkkenet. Ved ikke om hun fik løn eller bare kost og logi men lige meget hvad, så forstår jeg da godt, at pigebarnet tog benene på nakken! Heldigvis har jeg ikke hørt om andre, som har så dårlige forhold.
Mht. til arbejdet, så er der også kommet andre boller på suppen dér ;-) Skoleferien sluttede officielt igår og de fleste af børnene er nu kommet tilbage til Familiy Spirit og alle klasserne startede op idag. Den "mindste" klasse er baby- class og det er fra 3 år og op til ca 5-6 år vil jeg tro. De går kun i skole i 3 timer, hvor de bla. lærer alfabetet, tallene og så tegner de osv i den dur. Så det var en lidt underlig formiddag, hvor alle ungerne var væk og vi fik derfor istedet tiden til at gå med nogle praktiske ting ;-)
I weekenden var Caroline og jeg jo ude og trekke chimpanser, som nogle af jer jo nok har set på fb og det var vældigt sjovt!! Vi kørte fra Masindi kl 6 og var ude ved skoven lidt over syv, da solen lige var stået op. Stedet var rigtigt godt, for det meste af tiden kunne man gå udenom skoven og det var jo dejligt nemt og fremkommeligt og da vi fandt chimpanserne efter ca. en halv time, så sad de også i udkanten af skoven, så det var meget nemmere at se dem og tage billeder end hvis de havde været inde i skoven. Men vi skulle altså også lige ind igennem skoven et par gange og det var en meget mudret affære, som resulterede i fuldstændigt gennemblødte trekkingstøvler! Havde spekuleret på hvorfor begge vores guides havde gummistøvler på men det fandt jeg jo hurtigt ud af...
Da vi fandt chimpanserne blev vi der i ca. 30 min og kom ret tæt på (10-20 m vil jeg tro) inden de blev trætte af os og forsvandt ind i skoven. Vi havde på forhånd hørt om chimpansegrupper, der ved det første syn af hvide mennesker, løb deres vej, så vi havde sikret os at dem vi skulle se, var noget mere tilnærmelige :-) Det var en rigtig fin tur og jeg har selvfølgelig taget en masse billeder men de kommer nok desværre ikke til, at kunne ses før efter, at jeg er kommet hjem.
Alt hvad jeg skriver og lægger ind på bloggen (og alle andre steder, for den sags skyld) er gjort med iphonen. Har været på internet cafe én gang og det var simpelthen alt for langsomt og det ville ha' taget en krig bare for at uploade et enkelt billede fra mit store kamera. Så de mange og go'e billeder må vente til jeg kommer hjem til min egen computer.
Men så er det jo dejligt, at iPhonen fungerer upåklageligt og faktisk fungerer nettet ligeså godt som hjemme!
Jeg kunne blive ved med at skrive om det ene og det andet men det må blive næste gang :-)
Håber at I alle har det fantastisk derhjemme i kulden- hører I har sne?! Behøver jeg fortælle, at her er over 30 grader?? ;-)
Var jo også på dette tidspunkt ved at være en smule træt af ikke at ha' mit eget værelse, så da tanken om hotel først meldte sig var det egentlig ikke svært, at tage beslutningen. Og det er helt sikkert den rigtige beslutning jeg har taget :-) Flyttede igår hen til Alinda Guesthouse som jeg på forhånd havde været henne og se på og havde også fået hende godt ned i pris og havde udvalgt mit værelse, så det var bare at flytte ind! Og så fik jeg pakket mine ting ud for første gang her i Uganda!! Dejligt :-)
Hos familien var der nemlig ikke noget plads til mine ting så tøjet lå bare ovenpå tasken. Men det er nu altså meget rart, at kunne pakke sine ting ud, især når man nu skal være her i så lang tid!
Og jeg er super glad for mit nye hjem- dobbeltseng, ventilator, eget bad og toilet (og nu med toiletpapir, som der aldrig var hos familien ?!) og et stort spejl!! Jeg har i set mig selv i et spejl ca. 1 gang om ugen når jeg har været på toilettet på Travellers, så det er jo lidt vildt pludselig at ha' sit eget ;-)
Og så er det jo bare fantastisk, at kunne være sig selv og nu kan jeg spise hvad jeg vil (næsten), når jeg vil!! Jeg skal trods alt være her i 5 uger mere og så vil jeg altså også ha' det bedste ud af det og det føler jeg, at jeg får på denne her måde selvom MS selvfølgelig gerne ville have, at jeg flyttede til en ny familie.
For lige at vende tilbage til maiden i familien, så havde Mary allerede den første dag fortalt mig, at maid'erne, dem kunne man ikke stole på og lige pludselig en dag var de bare væk og kom aldrig tilbage. Og nu kan jeg ikke la' være at tænke: wonder why??
Vores maid arbejdede fra ca. 6.30 til 23.30, uden at jeg godt nok ved, om hun lavede noget hele dagen mens vi var på arbejde. Hun boede på et værelse, som mere var et pulterkammer med en seng, som lå i gården. Hun havde ikke adgang til huset og spiste ikke med os men med sig selv ude i gården eller i udekøkkenet. Ved ikke om hun fik løn eller bare kost og logi men lige meget hvad, så forstår jeg da godt, at pigebarnet tog benene på nakken! Heldigvis har jeg ikke hørt om andre, som har så dårlige forhold.
Mht. til arbejdet, så er der også kommet andre boller på suppen dér ;-) Skoleferien sluttede officielt igår og de fleste af børnene er nu kommet tilbage til Familiy Spirit og alle klasserne startede op idag. Den "mindste" klasse er baby- class og det er fra 3 år og op til ca 5-6 år vil jeg tro. De går kun i skole i 3 timer, hvor de bla. lærer alfabetet, tallene og så tegner de osv i den dur. Så det var en lidt underlig formiddag, hvor alle ungerne var væk og vi fik derfor istedet tiden til at gå med nogle praktiske ting ;-)
I weekenden var Caroline og jeg jo ude og trekke chimpanser, som nogle af jer jo nok har set på fb og det var vældigt sjovt!! Vi kørte fra Masindi kl 6 og var ude ved skoven lidt over syv, da solen lige var stået op. Stedet var rigtigt godt, for det meste af tiden kunne man gå udenom skoven og det var jo dejligt nemt og fremkommeligt og da vi fandt chimpanserne efter ca. en halv time, så sad de også i udkanten af skoven, så det var meget nemmere at se dem og tage billeder end hvis de havde været inde i skoven. Men vi skulle altså også lige ind igennem skoven et par gange og det var en meget mudret affære, som resulterede i fuldstændigt gennemblødte trekkingstøvler! Havde spekuleret på hvorfor begge vores guides havde gummistøvler på men det fandt jeg jo hurtigt ud af...
Da vi fandt chimpanserne blev vi der i ca. 30 min og kom ret tæt på (10-20 m vil jeg tro) inden de blev trætte af os og forsvandt ind i skoven. Vi havde på forhånd hørt om chimpansegrupper, der ved det første syn af hvide mennesker, løb deres vej, så vi havde sikret os at dem vi skulle se, var noget mere tilnærmelige :-) Det var en rigtig fin tur og jeg har selvfølgelig taget en masse billeder men de kommer nok desværre ikke til, at kunne ses før efter, at jeg er kommet hjem.
Alt hvad jeg skriver og lægger ind på bloggen (og alle andre steder, for den sags skyld) er gjort med iphonen. Har været på internet cafe én gang og det var simpelthen alt for langsomt og det ville ha' taget en krig bare for at uploade et enkelt billede fra mit store kamera. Så de mange og go'e billeder må vente til jeg kommer hjem til min egen computer.
Men så er det jo dejligt, at iPhonen fungerer upåklageligt og faktisk fungerer nettet ligeså godt som hjemme!
Jeg kunne blive ved med at skrive om det ene og det andet men det må blive næste gang :-)
Håber at I alle har det fantastisk derhjemme i kulden- hører I har sne?! Behøver jeg fortælle, at her er over 30 grader?? ;-)
lørdag den 21. januar 2012
Endnu et bryllup!
Denne gang er det Hassan (med solbriller og hat) og pigen med blomsterne (som jeg desværre ikke lige kan huske hvad hedder) som bliver gift ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)